And the winner is ...

Puha - synes der er er sket temmelig meget siden sidst (vel en uges tid siden)

Først lidt fra grejfronten idet jeg for flere måneder siden indsendte et billede til Salomon Danmarks fotokonkurrence på Facebook. Via en flot håndfuld 'likes' gik billedet videre til finalen hvor Martin Paldan udvalgte det som det bedste - og dermed mig som vinder af førstepræmien.

Fredag var jeg så i Salomon butikken i Fields, hvor jeg fik fundet en masse dejligt grej: Løbejakke, trøje, 3/4 tights, kompressionscalfs, drikkebælte med dunk og en ny cap. For en grejnørd var det jo som at være barn i en slikbutik, så jeg er ret sikker på at jeg trallede hele vejen hjem i toget.

Lørdag havde jeg meldt mig til 'Barfodsworkshop' i Roskilde (via 'Løberen') hvor Tomas Pilsborg (barfodsløber gennem tre år og fysioterapeut) guidede min gode ven Tobias, mig selv og 5 andre igennem barfodsløbets mysterier. Efter en kort intro blev vi sendt ud at gå på noget grusvej imens vi skulle prøve at slappe af i fusserne. Herefter en intro til løb på glat asfalt og efterfølgende 300m løb med små skridt, høj kadence og bare tæer. Tilretning. Og så løb igen. Og til sidst løb på grusvejen efterfulgt af en afslutningssnak og øvelser. Her blev min manglende evne til at lave fladfodet squat udstillet, da jeg nærmest var den eneste der ikke kunne. Tomas' forklaring var at jeg ikke har styrke nok i min skinnebensmuskulatur til at kunne holde mig fremme over foden. Personligt mener jeg at det er en gang BS - det er ren mangel på smidighed. Så den arbejdes der fortsat på.

Søndag var badedag med familien ved Tystrup sø og da søen ligger lige op ad Suserup skov så var det nærliggende at tage Breathoerne med og få dem testet med noget rigtigt trailløb. Skoven er kendetegnet ved at alle væltede træer får lov til at blive liggende så der er masser af forhindringer undervejs. Derudover ligger den på en skråning ned mod søen, så der er også gode muligheder for at få sig nogle højdemeter på kontoen. Det var dejligt at mærke at afvekslingen i trailløbet faktisk gjorde at jeg blev mindre træt end ellers. Godt nok var det jo ikke nogen prangende tid, men det er da helt klart et område som skal beløbes igen i nær fremtid. 95 højdemeter blev det til i alt på turen.

Kiropraktoren har også spøgt i den forgangne uge (tirsdag). Først kunne han ikke rigtig 'ramme' mig med det sædvanlige hoved på trykbølgechokbehandlingsdimsen. Men så skiftede han over til 'Det Amerikanske Hoved' - og så SKAL jeg da love for at der blev leveret smerte - faktisk så meget at sekretærerne kunne høre mig udenfor (erfarede jeg efterfølgende). Nå, men det skal jo gøre ondt før ....... eller sådan noget. Enden på det blev at jeg skulle se tiden an og så komme tilbage hvis der var yderligere behov. Det håber jeg nu ikke der er for jeg synes svangsenerne har det helt fornuftigt  efterhånden. Jeg har stadig en underlig afvikling i min venstre fod som jeg ikke lige ved hvad jeg stiller op med, men det finder jeg jo nok ud af...

Onsdag aften kastede jeg mig så ud i en mindre dumhed. Jeg mindes at have skrevet noget om at lytte til min krop og holde mig til 5 km max ture med lav intensitet. Men så var det at jeg kom i tanke om 'Det Hvide Spor' - En 9 km rundstrækning som den lokale cykelklub har lavet til mountainbiking. Jeg trængte til afveksling og havde jo fået smag for dette hersens trailløb så jeg kastede mig ud i det. Første tredjedel er meget teknisk med masser af små bakker og hårnålesving. Herefter rykker man nord for Skælskørvej hvor der afveksles mellem skovveje og 'singletrack'. Jeg skippede enkelte singletracks til sidst på turen da trætheden begyndte at indfinde sig, for når man er vandt til fladt terræn, så napper de mange små bakker. Det skal måske indskydes at man skal være medlem af en lokal cykelklub for at bruge ruten - men jeg tolker det således at det kun gælder for cyklister. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg har løbet den tur.

Nu er det så torsdag - og jeg tror bare jeg skal restituere indtil søndag, hvor jeg skal lunte mig igennem Copenhagen Barefoot og forhåbentlig møde en masse ligesindede. Det ser jeg frem til!

Imelda Marcos - here I come!

Havde en forrygende dag tirsdag idet jeg fik hele to par nye sko + en løbe DVD. Man kan vel godt lide lidt grej.

Fik smidt et par  Vivobarefoot Breatho Trail i nakken og kunne samme dag tømme postkassen for et Huaraches-samlesæt samt 'Unbreakable'. Tænk at man kan købe sig til lykke!

Nuvel - man kan måske betragte indkøbene som trøst - for det må man nemlig godt når man er småskadet - har jeg besluttet.

Løbemæssigt har det været ret sølle siden sidst. Fik nappet 4,5km i EVO i fredags og så dummede jeg mig søndag og fejrede sommeren og varmens komme med 7 km - også i EVO'erne. Efterfølgende har jeg været øm og stiv og svangsenerne blev desværre ikke bedre af tirsdagens chokbølger hos knoglebrækkeren. Synes egentlig at det var godt efter første omgang, men jeg har haft lidt ondt efter anden behandling. Ikke at det er så sært egentlig, idet senerne irriteres på ny og så efterfølgende skal hele op igen - hvis jeg altså har forstået konceptet rigtigt.

Fusserne har været hæderlige i dag så jeg napper en max 4,5 km tur i aften. Måske er jeg ved at lære at lytte til kroppen - hvem ved?

Kalkunben

For at returnere til det nye grej - så virker Breathoen til at være en virkelig fed sko. Jeg går næsten og sukker efter mudder for jeg tror at man står rigtig godt fast i dem. Men på trods af de noget grove spor i sålen så har man en meget fin fornemmelse af underlaget i dem. Jeg vender tilbage med lidt flere kommentarer om dem når jeg en gang har fået løbet lidt i dem.

Time is up! Toget er ved at være fremme og der skal hentes unger..

Petersen og Poulsen og Pallesen og Pihl ...

... tog ud en dejlig sommernat i Posemandens bil!

Det gjorde jeg nu ikke. Jeg holdt mig til at besøge ham i de dertil indrettede lokaler på Frederiksberg for at lære at 'løbe uden at få skader'.

På forhånd syntes jeg jo egentlig at det gik meget godt. Kadencen og holdningen var fin. Jeg landede i hvert fald heller ikke på hælene. Og alligevel har jeg haft en fornemmelse af at der var noget som ikke var 'helt i skabet'.

Jeg har læst mig til, at man skal fokusere på at få trukket standbenet til sig, mere end selve isættet af foden, men det er ikke rigtigt lykkedes mig at få det indarbejdet ordentligt. Derfor et besøg hos Posemanden.

Vel ankommet blev jeg budt indenfor og vi fik en kort snak om mit skadesforløb, som er beskrevet andetsteds i bloggen. Jeg fik også bemærket at jeg bliver ret øm i hoftebøjeren (psoas) når kadencen når op på de 180 bpm. Efter en lynomklædning var det tid til action.

Noget af det gode ved Posemanden er, at man får taget før og efter video, som man så siden får til eget brug, så vi startede med at få taget lidt 'før-video'. Et par ting faldt i øjnene: Jeg lander ret meget på ydersiden af foden - ikke nødvendigvis for meget, men hvis jeg senere får ondt på oversiden af foden, så kan det være på grund af dette. Og så var der netop problematikken omkring selv trækket af det bageste ben. Jeg har aldrig rigtigt fået en fornemmelse af dette og i videoen var det tydeligt at det gjorde mig mindre kompakt, samt at forsinkelsen også resulterede i at jeg fik sat det følgende ben i for langt fremme. Endelig løb jeg med 'Rolf Sørensen brystkasse' (han skulle angiveligt have kæmpet sig i mål på en Ironman med brystet først og skuldrene et par meter bagved)

Interesting Dr Watson!

Herpå lidt øvelser: Balance på et ben med det andet underben i vandret afslappet position. Træning af 'løftet' til vandret og efterfølgende hurtige skift fra det ene ben til det andet. Her blev det tydeligt at mit venstre ben halter efter i forhold til både balance men også hurtighed i at trække benet. Men det kan jo trænes.

Efter øvelsen var det tid til at tage slutvideoen og som kan det kan ses er der jo lavet noget om. Og det er angiveligt til det bedre, selvom jeg nu som før synes at poserunning ser lidt gak ud. Særligt når det ikke er i fuld tempo

Noget af det som jeg kan se giver mening er, at mit løb er blevet mere kompakt: fødderne er tættere på 'søjlens' balancepunkt. Jeg kan også se hvorfor jeg bliver øm i hoftebøjeren: Jeg har kørt med høj kadence (180 bpm) men samtidig løbet med næsten strakte ben i fremføringsfasen. Det siger sig selv at der er noget mere moment i et 'langt' ben end der er i et ben hvor underbenet er bøjet til vandret, så der er ikke noget at sige til at jeg er blevet træt. Faktisk kan man mærke hvorledes overbenet hjælpes fremad hvis blot man får løftet underbenet til vandret.

Nå - ja det var så det. Nu skal det bare bygges ind på rygraden. Claus, som posemanden hedder, foreslog at jeg på de næste ture løber 50-100m ad gangen. Nulstiller, fokuserer og løber igen. Man kan ikke koncentrere sig om at løbe rigtigt 4-5 km ad gangen. Det passer jo fint med mine skader pt. Så det gør jeg da bare ...

Var det så de 700 bananer værd? Ja bestemt - det synes jeg. Jeg fik hjælp til justering af nogle få men vigtige ting som jeg ikke umiddelbart selv havde fanget. Der er ingen tvivl om at man kan komme langt ved selvstudier kombineret med video, men de sidste brikker kan være svære at få på plads. Og her passer en enetime godt. Skulle jeg starte helt fra scratch ville jeg nok tage et af hans introkurser, som også følges op med teorien. Men varme anbefalinger til Posemanden herfra

Videoen i lidt bedre kvali

Strip off those shoes boy!

Nyt forsøg: Ingen løb i sko - kun korte distancer i bare fødder. Det er den seneste taktik for at komme svangsenebetændelsen til livs.

De seneste gange har jeg jo løbet først i Biom og siden sluttet af i helt bare fødder. Og selvom det gik ok (også selvom jeg løb længere end planlagt) så har jeg alligevel haft en fornemmelse af at skiftet imellem svangstøttende sko og flade måske ikke var/er så godt.

Derfor blev det onsdag til 2,5 km i helt bare fødder. Og da jeg ikke havde været i skoven et stykke tid, bed jeg tænderne sammen og kastede mig ud på skovvejene. Og det gik faktisk også overraskende godt. Selvfølgelig er nylagt skarpt grus ikke nogen fornøjelse, men de mere tilkørte skovveje gik aldeles fint.
Med til historien hører også at jeg har kastet mig over Barefoot Ken Bob's: Barefoot running: Step by step.

Jeg er ikke nået så langt i den men den virker meget lovende. Dels er der KB's egne erfaringer, men den er krydret med en masse andres erfaringer samt - ikke mindst - videnskablige undersøgelser, hvilket tiltaler en naturvidenskabsmand som mig.

Anyway: KB beskriver at man faktisk bør udfordre fusserne fra starten i forhold til underlag, så også her passede skovvejene ind i mit kram. Fokus var på teknik og rytme og tempoet var lavt. Det var bare skønt at være i skoven igen. Den opmærksomme Endo vil bemærke den lille blindtarm inden jeg vender om. Den vej var IKKE rar at løbe på! Hjemme igen føltes fødderne lækkert levende - også selvom der havde sneget sig en blodvabel ind på en af tæerne.

Nyt fra Kiropraktoren

Kiropraktormanden blev også besøgt onsdag. Der var kun mindre ting at komme efter, men han foreslog chokbølgeterapi til svangsenerne. Der lader til at være gode resultater med behandlingen så jeg hopper nok på vognen, selvom jeg egentlig føler at det hjælper at følge det skånsomme program som jeg dyrker pt: Kun løb i bare fødder - kun korte ture - og kun når ømheden er forsvundet. 

Copenhagen Barefoot

Nå ja - så kom jeg lige til at melde mig til et trøsteløb da jeg nok har indset at jeg ikke bliver klar til Storebælt Naturhalvmaraton. Jeg faldt over Copenhagen Barefoot som jeg jo bare må være med til. Og så må jeg bare tage løbet i adstadigt tempo. Det skal nok gå.

Av, av, av! Øm mand Bøv!

Jeg skal love for at 5 km'eren satte sig i bentøjet. 3 dage efter skulle jeg stadig tage mig sammen for ikke at humpe rundt når jeg gik. Og eftersom jeg prøver at lytte til min krop i stedet for mit hoved, har jeg begrænset løberiet. Nåede dog 6 km i går morges, hvoraf den sidste kilometer var på bare fødder. Jeg droppede EVO'erne til fordel for mine Ecco Biom B2.1 som immervæk har noget mere dæmpning uden at være i samme liga som en traditionel løbesko.

Biom skoen er egentlig købt som en overgangssko til de bare fødder og jeg har da også været rigtig glad for den (er det stadig). Kommende fra et par traditionelle løbesko var de med til at få mig til at løbe mere på forfoden, men der er stadig masser af svangstøtte i dem så man får ikke trænet musklerne i foden som man gør i de helt flade. Jeg har dog indset at jeg ikke får løbet ret tit hvis det kun skal være EVO'erne, så for at beholde lidt af den smule form jeg har opbygget, vil jeg løbe i Ecco'erne en gang imellem.

På den sidste km, hvor jeg løb i bare fødder, bemærkede jeg et lille opmærksomhedspunkt idet jeg skiftede imellem græs og asfalt. Asfalt havde jo fungeret fint tidligere, men da fødderne blev våde i græsset, syntes de at deres fornemste opgave var at tiltrække alle de småsten de kunne komme i nærheden af. Så det gjorde de. Av! Den blev lige skrevet bag øret.

Lee Saxby

Jeg er faldet over en superfin videosekvens på Youtube som jeg lige må bringe her. Medvirkende er en af verdens førende barfodstrænere, Lee Saxby. Og selvom det selvfølgelig er skjult reklame for Vivobarefoot, så synes jeg nu det er en slående video med fine eksempler og gode øvelser.

Kiropraktorens dom og første rigtige tur

Startede fridagen med en tur til kiropraktoren. Dels har jeg en mindre udfordring i min venstre fod, som afvikler anderledes end højre og dels ville jeg lige høre hvad han synes om barfodsløb og svangsenebetændelse (han er selv barfodsløber). Han skulle faktisk bruge en del tid på at lokalisere mit nuværende problem, men fandt (ligesom de tidligere kiropraktorer) at jeg var udfordret i tredje lændehvirvel. Den fik han hurtigt løsnet.
Han dømte mig til at være fint klar til barfodsløb. Fine fødder  og stærke lægge. Hurra!

Vel hjemme kastede jeg mig hovedkuls ud på den sædvanlige 5 km rute og fik faktisk lagt ud i et lidt for højt tempo. Men det gik bare så godt. Fuglene sang, der var nyudsprungne bøgeblade og jeg var let til bens. Tilbage igen fik jeg strukket ud og sluttede af med 1 km i bare fødder rundt på kvarterets veje. Også det gik til UG.

Nu (seks timer senere) har svangene det fint. Anklerne er noget ømme, men det er der vel næppe noget at sige til.

I'm feeling good og det lover godt for den nærmeste fremtid.