Der er ingen grænse for hvor mentalt belastende det er at
være skadet og ude af stand til at komme ud på sine løbeture. Jeg har nu
efterhånden prøvet det flere gange og vil påstå at jeg er blevet bedre til det.
Ikke sådan forstået at jeg ligner en sol i dagene efter, men det lykkes mig at
holde min snerren nede på et minimum.
Min største udfordring er egentlig at jeg efterhånden er med
i en del løberelaterede grupper på Facebook. Jeg har efterhånden også en del FB
venner som jeg kender fra løb. Og netop dette resulterer således i daglige
påmindelser om, at løbeverdenen går videre – bare uden mig til at tage del i
det. I øjeblikket ligger Fyr-til-Fyr lige om hjørnet, så jeg bliver dagligt
mindet om at jeg IKKE skal derned!
På samme måde kan Endomondo i disse perioder være en stor
belastning. Hvis jeg er dum nok til at logge ind, kan jeg også her blive
bekræftet i, at løbeverdenen kører videre uden mig. Ak ja! SUK!
Nå – når det så er gylpet op, så går det fremad med foden.
Jeg har nu været uden løb i 4 ½ uge. Sidste uge gjorde den ret ondt, men den
sidste halve uge synes jeg det er gået den rigtige vej. Jeg løb sågar efter
bussen i morges uden at det gjorde ondt. Men jeg tager ingen chancer.
Kiropraktoren dikterede at der var lukket for løb så længe det gjorde ondt at
trykke ovenpå foden. Så – jeg væbner mig med tålmodighed…
 |
| Sådan så fødderne ud efter ca 14 dage - venstre fod er pænere nu. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar