Skadet – med hang til sociale medier

Der er ingen grænse for hvor mentalt belastende det er at være skadet og ude af stand til at komme ud på sine løbeture. Jeg har nu efterhånden prøvet det flere gange og vil påstå at jeg er blevet bedre til det. Ikke sådan forstået at jeg ligner en sol i dagene efter, men det lykkes mig at holde min snerren nede på et minimum.

Min største udfordring er egentlig at jeg efterhånden er med i en del løberelaterede grupper på Facebook. Jeg har efterhånden også en del FB venner som jeg kender fra løb. Og netop dette resulterer således i daglige påmindelser om, at løbeverdenen går videre – bare uden mig til at tage del i det. I øjeblikket ligger Fyr-til-Fyr lige om hjørnet, så jeg bliver dagligt mindet om at jeg IKKE skal derned!

På samme måde kan Endomondo i disse perioder være en stor belastning. Hvis jeg er dum nok til at logge ind, kan jeg også her blive bekræftet i, at løbeverdenen kører videre uden mig. Ak ja! SUK!

Nå – når det så er gylpet op, så går det fremad med foden. Jeg har nu været uden løb i 4 ½ uge. Sidste uge gjorde den ret ondt, men den sidste halve uge synes jeg det er gået den rigtige vej. Jeg løb sågar efter bussen i morges uden at det gjorde ondt. Men jeg tager ingen chancer. Kiropraktoren dikterede at der var lukket for løb så længe det gjorde ondt at trykke ovenpå foden. Så – jeg væbner mig med tålmodighed…

Sådan så fødderne ud efter ca 14 dage - venstre fod er pænere nu.

Stressfraktur...

... lød gårsdagens melding fra kiropraktoren. "Du skal holde foden i ro indtil det ikkke gør ondt at trykke ovenpå den - regn med 6-8 uger".

Jeg vidste at jeg gik ind til Thy Trail Marathon i lettere uforberedt tilstand - og var afklaret med at det kunne koste en skade. Derfor siger mit hoved mig også at det er OK. Men jeg græder indeni...

Fremover skal det være slut med at lægge løb i kalenderen mange måneder frem i tiden. Jeg vil løbe fordi jeg synes det er sjovt og dejligt. Dukker der så et PASSENDE løb op på et tidspunkt hvor formen er på plads - ja så er der da intet i vejenfor at løbe det.

Med hensyn til hvorvidt de flade sko er vejen til skadesfrit løb, så tror jeg nok jeg at min tyrkertro er uændret. Selvom jeg er fristet til at gå ind og smide 1800 for et par HOKAlignende genstande, så er jeg ret sikker på at de vil fjerne meget af glæden ved mit løb. Og jeg ved også at de ikke afholder folk fra at få skader.

Jeg kan kun gisne om hvordan skadneer opstået. Jeg synes at kunne huske en smerte i en af fødderne da jeg trådte på en stor skærv på en af grusvejen. Men om det er den udløsende faktor skal jeg lade være usagt. Bottomline er at det sutter ret meget IKKE at kunne komme ud i det gode vejr.

Sølle og ynkeligt...

Der findes ikke noget værre end blogs og hjemmesider som ikke vedligeholdes. Jeg irriteres over at besøge dem og jeg irriteres endnu mere når jeg konfronteres med min dårlige samvittighed over ikke at få gjort noget ved netop denne blog.

Så jeg prøver en sidste gang om ikke bloggen kan vækkes til live. Den vil ændre karakter idet jeg vil prøve at begrænse størrelsen på indlæggene. Store indlæg forpligter for de efterfølgende indlæg, så nu vil jeg gøre dem kortere - tror jeg nok.

Tanken er, at jeg vil forsøge mig med ugentlige updates som beretter lidt om mit liv som (skadet!) løber og så ser vi om jeg rammer en rytme som er tålelig for mig og de potentielle læsere. Og ellers så dør skidtet...

Første lille indslag kan passende være min video fra Thy Trail Marathon - et løb som jeg meldte mig til for længe siden og som jeg nok ikke var helt godt nok forberedt på. Mere derom senere - i første omgang videoen: