Ud af skabet! Et længe ventet svar på en kontaktannonce!

Endelig er foråret så småt ved at dukke op. Det har været en lang og drøj omgang, så jeg skal pt. tage mig i agt for ikke at løbe hele tiden af bare kådhed.

Siden sidst (ja- det er længe siden) er der sket en del - og dog. Mere eller mindre siden Januar har jeg døjet med meget ømme lægge. Jeg har nu sporet det til at være pga løb på løbebånd (pudsigt). Efter jeg er stoppet med disse ellers små ture har ømheden fortaget sig og det er marginalt hvad jeg mærker til det nu.
 Ikke desto mindre fik jeg oveni en mindre fiberskade i min venstre læg blot weekenden før Thy Trail Halvmarathon i starten af februar. Fuldstændig ro og en gang massage fik mig nogenlunde på plads inden, men da jeg nåede at blive kold inden start og efterfølgende gav den for meget gas, kunne jeg atter mærke et smæld i læggen efter blot 800m. Jeg tog en rask beslutning om at gennemføre trods en øget fare for ikke at blive klar til Fyr-til-Fyr på Bornholm i april. Så - jeg fik kæmpet mig igennem, men på hverken hurtig eller køn vis.

Thy Trail Marathon er ellers et fantastisk løb, som løber igennem Danmarks vildeste natur i Thy Nationalpark. Maratondistancen starter ved Lodbjerg fyr og den halve starter et stykke syd for Vorupør. Strækning veksler imellem strandløb og iblandes små løkker ind i klitheden ad små, lækre singletrack stier. Når vejret så, som de to første år, viser sig fra sin bedste side, så fås det ganske enkelt ikke meget bedre - med mindre man da render rundt med en fibersprængning :-)

Jeg var afsted med mine to gode venner Anders og Claus og ingen af os var i tvivl om at successen skal gentages til næste år - så det gør vi og undertegnede hopper til den tid på den fulde distance.

Vel hjemme igen opgav jeg så småt at blive klar til Fyr-til-Fyr løbet på Bornholm i april. Der var jo en gammel kontakt annonce som skulle håndteres. Der var ikke megen fremgang med læggen og jeg fik sovet dårligt grundet for meget arbejde. Påsken kom og jeg fik slappet af og mine muskler responderede straks - endda så meget at jeg dristede mig til at teste bentøjet med en 20 km tur langs Køge ås og å. Denne "generalprøve" gik også godt i betragtning af at jeg ikke havde fået løbet meget den sidste måned og jeg besluttede mig for at tage til Bornholm for at se om ikke jeg kunne gennemføre løbet. Tiden var sekundær, da forberedelsen jo ikke havde været god.

Jeg havde på forhånd planlagt at overnatte sammen med en flok fra Posemandens skole på Sandvig Familiecamping og vi mødtes alle på hovedbanegården for at drage i fælles flok mod det bornholmske. Vel fremme ved campingpladsen var alle naturlove på plads. Der skete det uundgåelige, idet alle 10 hytter startede op for elvarme, komfur og kogeplader samtidig. Mastesikringen sprang, så vi var overladt til lunken gryderet og gensidig kropsvarme, hvis ikke det var fordi vi kunne få adgang til hovedhuset og her få varmet maden. Strømmen vendte siden tilbage og vi røg alle på hovedet i seng.

Næste morgen var spændingen stor hos alle. Ingen af os havde før løbet i nærheden af 60 km og perioder med tavshed talte deres alt for tydelige sprog: Kunne vi klare udfordringen? Taskerne blev pakket og gået efter en sidste gang og vi begav os op til Opalsøen hvorfra en bus skulle køre os til Dueodde fyr.

Ved Dueodde var humøret højt hele vejen rundt og det var gevaldigt smittende. Solen skinnede fra en skyfri himmel og vejudsigten for dagen var klart på vores side trods modvind fra starten af. Racedirector Moses Løvstad uddelte de sidste informationer og alle blev kommanderet hen til fyret hvorefter starten gik. Moses havde højt og tydeligt sagt at det bedst kunne betale sig at løbe stik syd for at komme ud til stranden, men de forreste tog en anden retning. Som de flokdyr vi nu er, fulgte vi alle efter i bedste lemming style - fyldte først skoene med det fineste sand og endte 200m senere i en vandpassage. Så var stilen li'som lagt!

Gåsegang i puddersand

Vel nede på stranden blev sandet fast og alle fløj derudaf. Jeg begik den fejl at kigge på min gennemsnitshastighed i stedet for min hastighed og kom til at løbe for stærkt. Der gik nogle km før jeg opdagede det hvorefter jeg fik sænket farten. Humøret var højt hos alle - en fed dag ventede!

Snogebæk og Nexø blev rundet efter ca 10 km på strand og list asfalt, hvorefter det var tid til singletrack. Det var skønt at komme over i en anden rytme og landskabet blev nydt i fulde drag. Et enkelt sted løb jeg forkert og røg ind i en større have før jeg atter kom på rette spor. Turen nordover vekslede mellem kyststi og enkelte passager med asfalt (typisk i byerne). Vel fremme i Svaneke rundedes halvmaratonet og der var energi til at fotografere og opdatere Facebook - jeg vidste der var en del som krydsede fingre for at det gik godt, så de kunne passende få en hilsen her:

Jo jo - der er skam styr på det.

Kysten drejede rundt mod nordvest og Gudhjem kunne skimtes i det fjerne. Fluks indfandt lysten til cola sig for jeg vidste at det ville være på plads i depotet ved 38 km. Tempoet var efterhånden meget ens blandt de løbere jeg var sammen med. Det var egentlig sjældent at jeg lå i en decideret gruppe, men jeg fik på denne strækning hyggesludret med en del af de andre. Jeg havde tidligt besluttet mig for at gå på bakkerne og det var den helt rigtige taktik, særligt når man tog i betragtning at jeg ikke havde fået trænet op til. De steder hvor jeg syntes jeg kunne styre det, løb jeg ned af bakkerne, men hvis de var for mudrede eller stejle blev der også gået her. Jeg fik filmet lidt med mobilen inden den alt for tidligt måtte give slip pga. manglende strøm:

Depotet i Gudhjem ved 38 km var en fest. Dels var det lækkert at få proppet noget andet i hovedet end diverse sukkerstads og dels var det fedt at se og tale lidt med de andre - og ikke mindst at finde ud af at de også havde en dejlig men hård dag. Det blev til et glas cola, lidt vingummier, lidt chips og lidt TUC. Samtidig fik jeg smidt 2 nye liter vand i vædskeblæren sammen med elektrolytter. På vej ud fik jeg at vide at jeg nu så en del bedre ud end da jeg kom ind, hvor jeg angiveligt havde set ret kogt ud. Ikke at jeg havde følt mig dårligt kørende på vejen ind, men det var fedt at høre.
Starten efter Gudhjem blev begået i gang. Benene skulle lige i gang igen. Da asfalten efter 500 m sluttede svingede vi atter ind på kyststien og med frisk sukker i blodet gik det forrygende. Det varede dog ikke længe ,da min mave hurtigt begyndte at gøre knuder - sikkert pga den øgede sukkermængde i vommen. Mavepinen varede en times tid - og imens satte jeg farten yderligere ned. Jeg blev overhalet af et par stykker og var overladt til mig selv, min mave, den fantastiske udsigt og det gode vejr. Det var nu midt eftermiddag og vinden havde lagt sig. Jakken røg i rygsækken og jeg nød turen i den bornholmske rutchebane i fulde drag. Stykket nord for Gudhjem er nok den flotteste strækning på turen, men også den hårdeste. Nedfarterne var smattede og bakkerne var grumme opad. I praksis betød det at jeg kun løb når det var nogenlunde fladt, så der var masser af tid til at nyde udsigten over Salenebugten og siden Helligdomsklipperne.

Undertegnede på vej op af en af de mange bakker sammen med Andreas Hedensted, aka "Konfirmanden"
Foto: Stine Sofie Winckel

Ved 46,5 km var det forbi med alt det sjove idet jeg svingede ud på cykelstien vej hovedvejen til Allinge. Jeg vidste nu at der fulgte en del asfalt frem mod Sandvig. I starten havde der været en del heppende tilskuer undervejs, men da jeg nu var flere timer efter de første var det nærmere undrende blikke jeg mødte på min vej. Derfor gjorde det ekstra godt, da jeg på Allinge havn fik lidt hep igen. Bifaldet blev naturligvis gengældt med det største smil jeg kunne mønstre.
Ved Sandvig løb jeg tæt forbi campingpladsen og ramte stien rundt om Hammerknuden. Jeg havde ikke set andre løbere siden km 40, men blev her overhalet af en som havde betragteligt mere energi end jeg selv. Der var ikke meget tilbage at skyde med, men den smukke, smukke udsigt imod den nedgående sol kaldte på en mønstring af de sidste kræfter. Salomons kapel blev rundet med en løber  ca 100 m efter mig. Kort tid efter lå fotografen Stine Sophie Winckel på lur og atter blev der mønstret et smil imens jeg fik at vide at der var under een km igen. Et 90 graders sving til venstre, hvorefter der var 80 meters opstigning til fyret. Pudsigt nok var det helt lækkert at få brugt nogle helt andre muskler - mange steder skulle man have hænderne til hjælp for at komme op. På toppen kunne målet ses og da folk i mål fik øje på mig blev der heppet og hujet efter alle kunstens regler. Jeg undgik at falde i en færist og kunne kysse det smukke fyr ca. 7.45 efter starten ved Dueodde. Helt utroligt glad over at have gennemført mit første ultraløb.
Bagefter var det dejligt at være med til at heppe de andre løbere i mål - nogle mere ristede end andre. Men et fællestræk for alle var at det havde været en stor dag i det bornholmske.

Om aftenen blev der guffet igennem på Margueritten i Allinge inden vi vraltede ud til taxaen igen for at få noget nattesøvn i tide. Næste dag kunne der snues lidt inden vi fik tømt hytten og taget en bus til Gudhjem. Inden præmieoverrækkelsen klokken 12 nåede vi en tur forbi røgeriet hvor vi fik spist lidt frokost.

Præmieoverrækkelsen blev den fest som den fortjente. Mange var mødt op for at snakke gårsdagen igennem og der blev flittigt udvekslet erfaringer og historier. Herefter var det tid til at sige farvel og ikke mindst "på gensyn" for det var et klart fællestræk fra de deltagende at de da kom tilbage igen næste år. Vi blev så forkælet med et lift til Rønne af Moses' faster, sprang ombord på færgen og siden bussen og fik sovet lidt på vejen til hovedbanegåden.

Efter en uges tids er indtrykkene ved at være fordøjet. Kroppen synes at have restitueret utrolig godt og jeg har været ude på de første ture siden. Jeg er først og fremmest glad for at jeg tog afsted på trods af den manglende forberedelse. Det var på mange måder overkommeligt at gennemføre, selvom jeg selvfølgelig var træt. Det er også blevet klart for mig at 60 km på ingen måde er langt nok for mig, men heldigvis er der  rige muligheder for at få testet de lyster både herhjemme og i udlandet. Umiddelbart har jeg ikke så travlt - jeg er meldt til Coast2Coast i juni hvor der skal løbes 50 km fra Skallerup Klit til Frederikshavn på årets korteste nat - desværre på asfalt. Siden regner jeg med at løbe Julsø Ultra Trail til september og så er det meget muligt at der kommer nogle løb ind imellem. Det er også muligt at jeg finder modet frem til at løbe Winforce100 i august.

Er jeg i mål med bloggen? Ultraløb i minimalistiske sko? Njaaaaej - det er jeg vist ikke. Jeg blev mobbet grundigt af posefolket for at løbe i Inov-8 Trailroc 245, som ægte fladfodsindianere blot har hån til overs for. Jeg er nu helt glad for valget,når man tænker på de mange skarpe klipper vi rendte rundt på. Det er også den eneste trailsko jeg har pt. da mine Breatho er konverteret til asfaltsko grundet slidte knopper og mine NB Minimus nok ville give vabler på så lang en tur. Jeg er også helt glad for at jeg valgte en sko med lidt greb da jeg ville have skøjtet endnu mere rundt i en asfaltsko. Efterfølgende kunne jeg også forstå på Claus Georg Kjær at Trailroc 150 havde givet ham lidt ømme poter på turen, men det dør man jo heller ikke af. å mon ikke det næste indkøb bliver sådan et par sutter

Til sidst en stor, stor tak til arrangører og hjælpere, for at have skabt et stort løb. Jeg er stolt over at have været med til det første i en forhåbentlig lang række af successer Jeg er allerede tilmeldt til næste år! Også stor tak til de mange dejlige mennesker jeg nåede at få sagt hej til på den korte tid - vi ses heldigvis igen :-)

Foto: Stine Sofie Winckel