mandag den 28. januar 2013

Back on track...

Puha - sikke en skrivepause! Jeg røg i September ind i endnu en skade og blev godt gammeldags pigesur. Tænkte at nu kunne det sgu' være nok med det løberi! Og dermed også bloggen.

Jeg blev ramt af et løberknæ, som jeg ikke lige havde set komme. En 22 km træningstur blev afsluttet med 7 km på en skrå cykelsti og det blev den udløsende faktor - jeg blev den ulykkelige ejer af et løberknæ.

En tid fulgte med total pause og langsom opstart med MEGET små ture som stoppede i det øjeblik jeg mærkede smerter fra knæet. Langsomt kunne jeg skrue op for distancen, men uden at lægge noget kvalitetstræning ind. Sideløbende var jeg forbi kiropraktor og massør som kunne hjælpe med at løsne sener og muskler på ydersiden af benet (med et fint ord iliotibialbåndet). Det afgørende blev, da jeg fandt de rette strækøvelser - så synes jeg det begyndte at rykke sig.

Det har nu rykket sig så meget at jeg er oppe på 25-30 km om ugen med langture på 17-18 km - så jeg synes jeg er ved være tilbage. Al min træning er renset for kvalitet pt da jeg gerne vil smide nogle flere kilo inden. Jeg har to større mål her i foråret: Thy Trail HM og Inov8 Fyr-til Fyr og de skal begge bare gennemføres - dvs tempo er ligegyldigt, det er ren råstyrke der får mig igennem.

Jeg har også skiftet arbejde og er nu kommet et sted hen med motionsrum og løbebånd. Det har jeg benyttet til at få pudset teknikken af bl.a. med kommentarer fra Posemanden og Peter Piskeben.



Generelt positive tilbagemeldinger. Jeg døjer stadig med min Rolf Sørensen brystkasse, dvs jeg spænder for meget i skuldrene. Det mærker jeg også når jeg løber langt - jeg bliver simpelthen træt i skuldrene.

Alt for nu. Håber på at blive lidt mere til at opdatere denne blog :-)