tirsdag den 18. september 2012

Et svar på en kontaktannonce...

Et svagt øjeblik lørdag eftermiddag havde jeg den store Ja-hat på! Moses Løvstad a.k.a Trailløberen postede et frækt tilbud på Facebook. Det handlede om noget med Fyr-til-Fyr på Bornholm - og jeg svarede positivt tilbage at jeg syntes det lød hyggeligt og at jeg gerne ville være med ...


Og inden fantasien så løber af med både undertegnede og Dem, kære læser, så bør jeg nok gøre klart at der blot er tale om et modigt navngivet Ultraløb (Inov-8 Fyr-til-Fyr) som løber af stablen i april på Bornholm. Konceptet er kort, at løbe fra Dueodde fyr i syd via østkysten til Hammerfyret i Nord - i alt en strækning på 58 km med et endnu ukendt antal højdemeter inkluderet.
I mit lyse øjeblik mindedes jeg at have skrevet noget om at hele formålet med denne blog er/var at gennemføre et ultraløb (50km +) i flade sko. Jeg havde i starten planer om at det skulle være løbet Coast-to-Coast i Nordjylland, men dette løb lyder for fedt. Tænk at få lov til at løbe så langt langs noget af det smukkeste kyst i Danmark! Det MÅ bare prøves!

Jeg mener bestemt at det er realistisk at gennemføre og hvis jeg kan undgå at blive sidst af de 100 deltagende - ja så tager jeg også det med.

Så helt kort - så er det simpelthen det løb jeg har i kikkerten det næste halve år. Det skal nok blive en fin fin oplevelse både at forberede sig frem mod det samt at løbe det - når den tid kommer

Man kan læse mere på http://trailcamp.wordpress.com/inov-8-fyr-til-fyr/. Og hvis man har planer om at være med, skal man nok ikke vente for længe. I denne stund er der 44 tilmeldte til de 100 pladser.